Landsbyen Faarvang

Landsbyen Faarvang ligger i Midtjylland mellem Viborg i vest, Århus i øst, Silkeborg i syd og Randers i nord.

Tre kilometer syd for Faarvang ligger Tvilum Kirke. Her lå indtil reformationen i 1536 et af Danmarks større klostre. Klosteret er nu forsvundet, men kirken bærer præg af den katolske fortid, og alene kirkens størrelse tyder på, at her har været rigdom og mange mennesker.

Tegning af Tvilum Kloster

 Tvilum Kloster var, ligesom de mange katolske kirker i middelalderens Danmark, umådeligt rigt. Gennem over 500 år som officiel dansk kirke havde den katolske kirke formået at få enorme rigdomme og landområder overført til kirkens ejerskab. Det skete ofte ved arv, men i 14- og 1500-tallet også ved investering af de enorme indtægter fra afladshandelen. Således rådede Tvilum Kloster ved reformationen over mere end tusind hektar jord. Det må formodes, at klosteret efter datidens forhold havde et meget stort husdyrhold, og en hypotese omkring navnet Faarvangs oprindelse er da, at munkene holdt får i det område, hvor landsbyen nu ligger. Fårenes vang eller fårenes mark på nydansk. 

Tvilum Kirke 2003

Navnehistorisk har Danmark gennemlevet flere forskellige perioder. I vikingetiden perioden med navne, der passede til en egenskab eller et kropsligt særpræg (Tveskæg, Blåtand), i middelalderen en periode med navne, som hentedes i religionen eller senere beskæftigelsen (Peder, Thomas, Smed), og senere ”familienavnet”, hvor børnene fik faderens fornavn som efternavn (Nielssøn, Pedersdatter). Da forvirringen omkring de mange Niels Nielssønner og Signe Nielsdøtre var størst, begyndte man at give folk tilnavne (Niels Nielssøn af Hammel, Peder Pederssøn af Tvilum). I længden medførte dette for nogle et skift, så man bortkastede –sønnavnet og beholdt stednavnet som familienavn. Eksemplerne er utallige, og Faarvang er blot et af mange. Hvem, den første Faarvang har været, er endnu usikkert, men meget tyder på, at skiftet til Faarvang-navnet er sket omkring år 1800.

Faarvang familien har sandsynligvis været bosat i det midtjyske område i generationer. Først efter 1900 blev det almindeligt at flytte rundt mellem landsdelene, selv om stavnsbåndet var blevet ophævet i 1788. Forklaringen var for de fleste, at omkostningerne ved en flytning slet ikke kunne betales, og i øvrigt havde mange en sund skepsis overfor alt ukendt. Det betød også, at ens ”verden” som oftest bestod af sognet eller landsbyen og måske en enkelt gang om året rejsen til storbyen i forbindelse med marked eller lignende. Forbindelse til øvrigheden foregik via præst eller lærer, der da også opfattedes som øvrighedspersoner i sognet. Intet tyder på, at Faarvang-familien var anderledes end de fleste. Med andre ord: De var fattige. Vi kender deres beskæftigelser: De var boelsmænd, husmænd og enkelte gårdejere. Der har også været flere håndværkere i familien, men langt de fleste levede udenfor byerne og var derfor på en eller anden måde forbundet med landbrug.

Hvis du ønsker yderligere informationer, kan du sende en mail til webmaster@faarvang.org